Gul kaukasisk kirsebærblomme – frø fra en gammel haveform

Prunus cerasifera

En gammel gulfrugtet blommekultur med oprindelse i Kaukasusregionen. Frøene er høstet fra et gammelt gult kirsebærblommetræ, der vokser i Letland.

Der er planter, vi vælger, fordi vi ønsker et forudsigeligt resultat, og så er der planter, som det ganske enkelt er spændende at dyrke selv. Den gule kirsebærblomme hører til den anden gruppe. Når du sår en sten, dyrker du ikke en nøjagtig kopi af modertræet – du dyrker et nyt træ, hvor frugternes smag, størrelse og selv farvenuance først viser sig efter nogle år.

Modertræet, som disse frø er høstet fra, er et gammelt gult kirsebærblommetræ, der vokser i Letland. Det er ikke en moderne kommerciel sort, men en gammel haveform, som gennem mange år har vokset, blomstret og båret frugt i vores nordlige klima.

Fra Kaukasus til Europas gamle haver

Kirsebærblommens historie fører os til Kaukasus, Transkaukasien og Vestasien, hvor Prunus cerasifera findes i en overraskende stor variation. På ét træ kan frugterne være gyldengule, på et andet røde, violette eller næsten sorte; også størrelse, sødme og syrlighed varierer.

Mennesker har dyrket og udvalgt disse træer gennem århundreder. Med tiden spredte kirsebærblommen sig langt uden for sit oprindelige udbredelsesområde og fandt også vej til haver i Nordeuropa. I Letland kan den stadig findes ved gamle landejendomme og i forladte haver – nogle gange som det sidste levende minde om en have, der ikke længere findes.

Det er netop sådanne gamle træer, vi synes er mest interessante. De er ikke perfekt standardiserede – de har deres egen historie.

Én blomme – to helt forskellige smage

Det er ikke nødvendigt at vente, til de gule kirsebærblommer er helt modne.

Umodne frugter er faste, sprøde og meget sure. De kan bruges i retter, hvor man ønsker en frisk syrlighed – på samme måde som citron, citronsyre eller eddike. Det er en særlig interessant frugt for dem, der ikke bryder sig om den markante smag af eddike og hellere vil eksperimentere med frugtens naturlige syre.

Hvis frugterne får lov til at blive siddende på træet, sker der næsten den modsatte forvandling. De bliver gyldengule, bløde, meget saftige og sødere, men bevarer samtidig den behagelige syrlighed, der er karakteristisk for kirsebærblommen.

Derfor kan frugterne fra det samme træ bruges på vidt forskellige måder i køkkenet.

Hvad kan man bruge kirsebærblommer til i køkkenet?

Her begynder eksperimenterne.

De sure frugter kan bruges til saucer og chutney, tilsættes kød-, grøntsags- og simreretter eller bruges til at prøve sin egen version af den berømte georgiske tkemali-sauce.

Når frugterne er modne, kan de spises friske og bruges til kompot, syltetøj, gelé, marmelade, puré og sirup. Kirsebærblommer kan også fermenteres til naturlig frugteddike.

Hvis du kan lide at eksperimentere i køkkenet, er dette et af de træer, hvis frugter det er svært kun at finde én anvendelse til.

Om foråret – en sky af hvide blomster

Selv uden frugterne ville kirsebærblommen være et smukt træ i haven. Den blomstrer tidligt og meget rigt, allerede inden bladene er helt foldet ud. Under blomstringen forvandles et voksent træ for en kort stund til en hvid sky af blomster, som hurtigt bliver fundet af bier og andre af forårets første bestøvere.

Træet vokser forholdsvis hurtigt. Det bliver normalt omkring 4–7 m højt og 4–6 m bredt. Hvis der er god plads, kan det få lov til at udvikle en naturlig, bred krone. I en mindre have kan kronen formes, mens træet er ungt, så det holdes lavere, og frugterne bliver lettere at nå.

Kirsebærblommen kan leve i flere årtier – 30–50 år er ikke usædvanligt, og under gode forhold kan træerne blive endnu ældre.

Fra tre sten kan der vokse tre forskellige træer

Det er netop det mest interessante ved at dyrke kirsebærblomme fra frø.

Frøplanterne er ikke kloner af modertræet. Én kan vokse kraftigere, mens en anden bliver mere kompakt. Ét træ kan få sødere frugter, et andet mere syrlige. Frugternes størrelse, modningstid og farvenuance kan også variere.

Derfor kan vi ikke love, at der fra et frø vokser en nøjagtig kopi af det gamle modertræ – og netop derfor er disse frø interessante for dem, der kan lide selv at dyrke, observere og udvælge planter.

Under gode forhold kan de første blomster og frugter forventes efter cirka 3–5 år.

Hvordan vækker man stenen?

En kirsebærblommesten har brug for mere end blot fugtig jord. Den har også brug for en kuldeperiode – stratificering.

I Nordeuropa er den enkleste metode at så stenene udendørs om efteråret og lade vinteren gøre arbejdet naturligt. Om foråret, når jorden bliver varmere, kan de begynde at spire.

En anden mulighed er at lægge stenene i et let fugtigt substrat og opbevare dem i køleskab i flere måneder ved cirka +2…+5 °C. Denne metode er især nyttig i Sydeuropa, hvor vinteren kan være for mild til naturlig stratificering.

Substratet skal være fugtigt, men ikke vådt. Hvis stenen begynder at åbne sig, og en rod viser sig, skal den plantes, så man undgår at beskadige den unge rod.

Og giv ikke op for hurtigt. Prunus-frø spirer ikke altid samtidig, og en sten, der endnu ikke viser tegn på liv, er ikke nødvendigvis død.

I nord og i syd

Kirsebærblommens evne til at vokse under meget forskellige klimatiske forhold er en af dens store fordele.

I Nordeuropa trives den på en solrig plads i veldrænet havejord, og kolde vintre er normalt ikke et problem.

I Sydeuropa bliver sommeren vigtigere. Et voksent træ kan klare tørrere perioder, men unge frøplanter bør i deres første somre ikke blot efterlades i den varme sol uden vand. Rodområdet kan dækkes med mulch, så jorden ikke tørrer så hurtigt ud.

I meget varme områder med milde vintre kan resultaterne variere. Også her har dyrkning fra frø en fordel – blandt flere frøplanter kan man beholde den, der trives bedst netop i ens egen have.

Og efter nogle år...

Fra en lille sten vil der være vokset et træ, som ingen andre har kunnet købe på en planteskole.

Hvordan det bliver, kan man ikke vide i dag.

Og netop derfor er det spændende at så.

Frø i pakken: 3 stk.

Forfatter: Heart Garden Studio